Om klubben

Vejen Tennisklub er en klub for både dig der gerne vil spille turnering og dig som blot elsker at spille tennis. Vores anlæg inkluderer to helt nye hybride baner der er som de almindelige grusbaner, men som samtidig giver os mulighed for at spille ude hele året. Derudover har anlægget også to kunstbaner som også kan bruges hele året, samt er perfekt til dig som ikke ønsker at spille på grus. De fire baner giver mulighed for træning uanset hvilket niveau du spiller på, men også mulighed at tilbyde de medlemmer, der ønsker det, mulighed for at deltage i turneringer – både inviduelle og holdturneringer.

Vi sætter det sociale højt i klubben og der ligges en del arbejde i at afholde sociale arrangementer, både i løbet af sommersæsonen og vintersæsonen. De sociale arrangementer giver vores medlemmer mulighed for at mødes på tværs af niveauer og få nye bekendtskaber.

Selvom Vejen Tennisklub er en selvstændig forening, har vi et tæt samarbejde med Vejen Idrætscenter som bl.a. hjælper med opkrævninger. Du vil derfor som medlem opleve at det er Vejen Idrætscenter der sender opkrævning for kontingent.

Historien

Vejen Tennisklub har været aktiv siden 1905, men den præcise dato for opstart er desværre ukendt, da det første protokollat fra den stiftende generalforsamling er gået tabt. Du kan læse mere om vores lange historie ved at klikke her.

Hvor finder du os?

Vores anlæg og klubhus finder du ved siden af Padel banerne bagved Vejen Idrætscenter.

Der er mulighed for at sidde ved siden af banerne og nyde en kop kaffe eller te, samt madpakke. Cafeteriet i Vejen Idrætscenter har også et bredt udvalg af snacks, drikkevarer og f.eks. sandwich som kan bringes ned til anlægget. Åbningstiderne for cafeteriet kan findes på Vejen Idrætscenters hjemmeside.

Banerne

Som nævnt har klubben i alt fire baner, hvor to af dem er helt nye hybride baner. De to nye baner er blevet anlagt til sæson starten i 2023 og er helt unikke.

Vores hybride baner kombinerer de traditionelle grusbaner med moderne teknologi – de har egenskaberne fra grus, men uden samme risiko for huller og dermed fejl opspring. Denne kombination gør også at der er mindre vedligehold og bedre dræn. Banerne er lavet med et underliggende ”tæppe” hvorpå det traditionelle grus lægges ovenpå.

Noget andet som er helt særligt ved disse baner, er at de kan spilles på i vinterhalvåret, hvilket forlænger udendørs sæsonen og giver klubbens medlemmer flere muligheder for at spille. Ved anlægges af banerne i 2023 er der også blevet installeret nyt lys.

De to øvrige baner i anlægget er multibaner med kunststofbelægning. Disse baner er ideelle til spillerne der ikke ønsker at spille på grus og disse baner kræver heller ikke specielle sko (tennissko), så de er også gode til dig som kun spiller tennis et par gange om året.

Hvad med indendørs baner?

På nuværende tidspunkt har Vejen Tennisklub ikke indendørs baner, men i vinterhalvåret tilbyder vi skumtennis.
Hvad er skumtennis? Skumtennis spilles på badmintonbaner og nettene sænkes til en højde så undersiden af badmintonnettet rammer halgulvet. Skumboldene er større, enten 9 cm eller 12 cm i diameter, og blødere. Der spilles med almindelig tennisketchere. Du kan læse mere om skumtennis her.